Af Mathilde Møller Wyrtz Hansen
Jeg forstår godt, at vi allesammen lider under de stramme Corona-restriktioner. Alle aldre og alle grupper. Men man er kun ung én gang, og man går kun på gymnasiet én gang i sit liv. Jeg har altid fået at vide fra voksne, at den bedste tid i ens liv er når man er ung. Men det begynder jeg efterhånden at tro mindre på. Vi får jo aldrig vores gymnasietid tilbage. Min geniale ungdom består lige nu af at stå op mens solen er nede, tænde min computer, og få fri mens solen går ned igen. Ondt i hovedet. Smerter i nakken. Skader i håndleddet. Alle lyse timer på en dag går med at sidde og kigge ind i den samme skærm, i det samme rum og med det samme ensomme menneske. Mig selv. Jeg tror, at jeg snakker for næsten alle unge, når jeg siger at virtuel undervisning ødelægger os gymnasieelever. Jeg drukner mig selv i tidkrævende afleveringer og lektier, uden overhovedet at have motivation til det. Hver dag har jeg allermest lyst til bare at sove, for hvad er der at stå op til? Jeg savner at kunne kramme mine nye og gamle venner. Fortælle dem om hvor irriterende min familie er. Få et grineflip ud af ingenting. Løbe efter bussen, fordi jeg altid lige skal sove over mig. Det er små ting, men ting som betyder meget for vores mentale helbred. Når det sociale aspekt bliver skåret fra hverdagen, så mister man lysten til at lære.
Den gamle skole er ikke designet til at skulle formidles over en skærm. Det at lære og det at præstere, kræver ikke kun fagligheden, men også det sociale fællesskab man har i et klasselokale. Alle elever i et lokale er fælles om at ville lære, vi kan kigge på hinanden, snakke med hinanden og hjælpe hinanden. Lige nu kan vi højest kigge på hinandens døde øjne og lytte til hinandens trætte stemmer. De fleste af os forbinder også vores hjem og værelse med det sted hvor vi har fri. Ikke det sted hvor vi går til eksamen eller rækker hånden op. På den måde mister man nemmere sin koncentration i de obligatoriske lektioner. Jeg har personligt virkeligt svært ved både at koncentrere mig og deltage i undervisningen, og det er ligegyldigt om jeg ligger i min seng med morgenhår eller sidder ved mit skrivebord i jakkesæt. Det går udover min læring og derfor er jeg ofte nødt til at lære mig selv de ting vi skulle have lært i timen. Jeg kæmper for, at mit faglige niveau ikke falder, men det er efterhånden ved at være et umuligt mål. Vi skal jo stadigt vurderes og stemples med en karakter, selvom vores lærere kun har en meget lille del at vurdere os ud fra. Gymnasiet er bare ikke designet til at være virtuelt, for det skader mere end det gavner, og det skal vi lige have i mente, når skemaet lægges, afleveringerne sættes for, og når regeringen strammer på de forkerte områder.